I Natten

[listen]

Slumrer bak nattens dekke
naturen i glemselens drøm.
Da ruster sjælen sin snekke
til fart på erindringens strøm, -
den bæres vemodig tyst
langs med den blomstrende kyst,
dit, hvor den sukkende vove
dølges av skyggende skove.

Se da stiger en trøster
venligt i snekken ombord.
Da bæver fra kjendte røster
en smektende moll akord;
med tindrende harmoni
den løfter min sjæl forbi.
Så hilses fortrolig de fage
syner med drømmende klage!

Rør dog ei mindets blanke
vove med livets rust, -
sikkert en nuets (?) tanke
vilde min verden knust!
Erindringens natviol
vil lukkes av dagens sol.
Ak, den utfolder så gjerne
under den vinkende stjerne.

Så glid da, min sjæl, på lette
drømme mod mindets bred,
der kan du stille flette
blommer i nattens fred.
Hvor herligt i drømmen igjen
at favne hvert minde som ven;
Ja herligt sin lengsel at følge
henover erindringens bølge -.