Reiseskildring Lars Nicolai Jakobsen Engen 1914

Til America

Efter eders hænder var skaket til afsked, på Hemnes kai, og "Vefsen" kastet løs og begyndte at bevæge sig ud Ranen, var ogsaa vores reise begynt, stemningen ikke netop høi, men upaaklagelig i sammenligning med stemningen iblandt dem der var igjen paa Hemnes; jeg haaber at eders sorg snart gikk over? Den første dag forekom os alle ualmindelig lang, men endelig kom vi til Sandnessjøen, kl. var da 5 e.m., saa gikk vi der og slengte til kl. 10, da kom "Finmarken" og om bord bar det, og som vi alle var trætte bar det til køis straks. Veiret den næste dag var udmerket, og stemningen ligesaa, og til Trondhjem kom vi kl. 4 mandag e.m. Som almindeligt var der en masse agenter fra hoteller og fra de forskjellige dampskibslinjer tilstede, og de er saa graadige at de vil nære paa rive folk i stykker imellom sig. Vi kom da snart til ro i et Hotel, et stilt og pent hus, men noget for trangt efter min smag, og saa bar det ud i byen for at se sig om.

Næste dag gikk vi til Allanlinens agent, og fik tak i bilætter, mange penge gikk over bord der for os straumværinger, men ka raa var de, ingen havde lyst at reise hjem igjen og man kan ikke kjyv-kjøre til America. Saa var vi til domkirken og saa kjørte vi elektrisk sporvogn, alt var nyt for de fleste af laget, og derfor intresant.

Onsdag kveld kl. 10 stimede vi fra Trondhjem, med D/S "Irma" som er et norsk skib som gaar i Englands-ruden; derombord havde vi det noksaa bra, meget bedre end på engelske Nordsjø-baade; saa siger folk som havde reist der før. Vi kom til Bergen langfredag morgen, i Bergen var utrolig fint, gaderne var ikke netop saa rette og brede som man kunde ønske sig, men en del gader var gode nok, og bygningerne var serdeles smagfulde, mange var rent ud praktfulde. Vi var til en kirke, det var en ren pragtbygning, både ud- og indvendig.

Lørdag eftermiddag bar det ivei på djuphavet, og da begyndte en del folk at blive sjøsyg, vores kompani stod sig noksaa bra den første dag, veiret var enda noksaa bra, men den næste dag, paaskedag søndag, gikk de fleste aat, det blæste en stiv vind stikk i stævnet, og vaares plads var i forenden af skibet, og det blev noksaa meget skakning. Jeg var selv den bedste til at greie det, og enda kastet jeg op et par gange, men jeg var ikke meget sjuk i mellemtiden, derefter var Elling, Emil, Charlotte, Julie, Marie og Ole sjuke, den ene lidt verre end den anden i den orden de er nævnt.

Vi kom til Newcastle kl. 11 paaskedags kveld, og mandag kl. 9 bar det i vei med toget over landet. England er saa vidt forskjellig fra Norge, at jeg vil ikke gaa videre ind paa at beskrive det nøie; de fleste af dere har vel hørt noget om hvordan det ser ud. I korte træk er mit intryk af landet slig, at på landet er det mageløst vakkert, men byerne er hæslige, og det ser ud som, om det meste af hva man ser, er byer, større og mindre; fabrikpeiser ser man hvert eneste minut på begge sider af veien.

Saa kom vi til Liverpool, mandag kl. 4, og blev ført til et hus, hvor vi skulde være til skibets afgangsdag; men af alle hus og af al den mad jeg har seet, saa var det, det værste jeg har oplevet. Rigtig nok var det rent paa en maade, gulvene var skurede og det var ingen utøi i sengene, men det er alt det gode jeg har at sige om stellet, maden var bode daarlig og lite var der ogsaa, og jeg var glad at jeg kunde skaffe mig lidt ekstra forpleining udenom. Jeg snakket med folk som reiste med andre liner, og de havde det alle bedre, særlig dem som var med "Canadian Pacific", de ligefrem skræpte af maden de fik.

I Liverpool var vi altsaa to nætter og en hel dag, vi var til et "museum"; der var mange ting at se, som ikke her kan faa plads. Onsdag bar det ivei til skibet "Virginian", og kl. 4 e.m. seilte vi til havs. Herombord har vi det noksaa bra, maden er noksaa god, men lugarerne er smaa, og de er slet ikke saa store og rummelige som de er beskrevet, i de bøger som agenterne sender omkring.

Nu er det mangag kveld - 20. april, den ene dag er lig den anden herombord, veiret har været taalig godt, det har blæst alslags vind undtagen østenvind, og mesteparten har været modvind; vi er agterud i skibet, skandinaver og engelske:, andre nationer er forud, og der er ingen gjennomgang for 3die klasse, saa vi kommer ikke i sammen med svartinger. Her er mest 4 mands lugarer, og vi 4 straumaguter er i en, pigerne er ikke saa langt ifra, og vi snakker med dem ofte., alle lugarer i en klynge er optaget af skandinaver; her er forresten bara ca. 30 af dem. Lugarerne er altsaa bygget omkring skibets sider, og i midten er spisesalen, oppaa hoveddækket agterud er en liden selskabssal, og en endnu mindre røgesal, forresten er her ikke mange bekvemmeligheder for 3die klasse, her findes ikke et baderum og det maa jeg sige er daarligt bevendt; de forstaar altsaa, at jeg har ikke meget at sige til fordel for denne line, og om nogen anden skulde finde paa at reise, saa tror jeg at de kunde faa lige meget for sine penge, baade på Canadian Pacific, og naturligvis paa den Norske line.

Tirsdag havde vi vaksination, det foregikk paa den maade at alle maatte vise sine arme, og om nogen mærker var synlige, saa slap vedkommende at gjennemgaa nogen operation, og yderst faa var det, som maatte lade sig plante[1].

Om kvelden havde vi en liden underholdning, det var lidt piano-musik og sang, intet var videre godt, men vi kunde ikke faa det meget bedre paa sjøen, og alle var fornøiede naar det blev slut.

Maden om bord er bleven daarligere, eftersom det lider med reisen, og jeg vil ikke anbefale denne line nu, mer end i begyndelsen af reisen. Veiret er nogenlunde godt, vinden er vestlig, ingenting i sigte verken isbjerge eller skibe.

Torsdag 22. april. Nu er vi saa godt som i havn, vi ligger stille udenfor byen St. John på Nova Scotia i en stor bugt, og vi gaar ingen vei; land har vi seet hele dagen om styrbord, men først sent i kveld kom vi i sigte af byen. Landet er ikke noget grønt, og det ser ikke mere sommerligt ud her end i Bergen, i England var markerne jevngrønne, og en del trær i haverne var i blomster; men her bliver det ikke meget af en sommer, før sidst i denne maane.

23. april. I dag gaar vi i land, saa er det indspektion, og man faar jernbanebiletter, og man faar kjøbe niste paa veien, og i toget bærer det, og da er det lidet mer at skrive om; man kjører ivei den ene dag som den anden, og man bliver træt at sidde og træt at ligge, og man synes at toget gaar saa sagte; kommer dertil ubehageligheder fra andre reisende, da skal der et sterkt hoved til, for at undgaa selvmordstanker; men frem kommer man, og skriveren af dette er fremme, saa langt som biletten rakte; det bærer vel ivei igjen, kan jeg tænke, men hva som da hender kan ikke blive beskrevet her.

Haaber at denne tarvelige skildring vil interessere en og anden, saa de læser det igjennem, selv om den ikke bliver indtaget i eders blad; at den ikke er skikket til at svække nationalfølelsen og selvtilliden hos nogen, derom føler jeg mig tryg.

                                                                       L.J.

Denne reiseskildringen er skrevet i 1904 av Lars Nikolai Jakobsen Engen ((Louis Jacobson), da han reiste til Canada første gangen.